Bestyrelsen for Danish Aerospace Company A/S (DAC) har i sidste uge godkendt årsrapporten 2022. DAC viser god fremgang på en række nøgletal, samtidig med at selskabet i 2022 for alvor trådte ind på det private kommercielle rummarked med indgåelsen af kontrakten på motionsudstyr med Axiom Space Inc.

Hovedpunkter for årsregnskabsåret 2022

  • Omsætningen steg med 14% til DKK 23,2 mio. (DKK 20,4 mio. i 2021).
  • Resultat før afskrivninger (EBITDA) steg med 50% til DKK 3,36 mio. (DKK 2,24 mio.).
  • Årets resultat voksede til DKK 1,87 mio., (DKK 175.000 i 2021).
  • DAC vandt en stor ordre fra Axiom Space, Inc. der har den første private kommercielle rumfartskontrakt med NASA til at betjene den Internationale Rumstation (ISS). DAC trådte dermed for alvor ind på det private kommercielle bemandede rumfartsmarked, og har bevist sin førerposition indenfor motionsudstyr til astronauter i rummet, men også i det nye og voksende marked for kommerciel bemandet rumfart.
  • ESA forlængede kontrakten på support til helbredsovervågning på ISS for 2023 og udnyttede optioner for de kommende år.
  • DAC har fået tildelt en signifikant del af den sparsomme testtid på Andreas Mogensens næste flyvning til ISS i 2023, idet selskabet har fået godkendt tre teknologiske eksperimenter, der kan styrke udviklingen af produktportefølje fremover.
  • ESA startede ny kontrakt med DAC og Aquaporin Space Alliance på videreudvikling af Aquaporin Inside™-vandrensningsteknologien til brug i rummet.
  • DAC blev udvalgt som underleverandør til et projekt under Den Europæiske forsvarsfond; ABITS-projektet (Advanced Biometrics In Training and Simulation), som skal udvikle indendørs taktisk træningsteknologi, der integrerer medicinsk sensor feedback i det simulerede miljø.
  • DAC får overdraget Gaintex-kontrakten (Garments for Advanced INsight with TEXtiles), som konkursramte Ohmatex havde med ESA. DAC er ny hovedleverandør på kontrakten og kører projektet videre til færdiggørelse.
  • I 2023 forventer Danish Aerospace Company en omsætning i niveauet DKK 24-26 mio. og et driftsresultat (EBITDA) i niveauet DKK 3-4 mio.

Danish Aerospace Company har på mange områder oplevet et godt år i 2022 og følger den lagte strategi. I forbindelse med børsnoteringen i 2019, satte DAC sig en række ambitiøse mål for den kommende tid og har i 2022 set flere af dem realiseret.

DAC trådte i 2022 for alvor ind på det private kommercielle rummarked med indgåelsen af kontrakten på motionsudstyr med Axiom Space Inc. i januar måned. Kontrakten med Axiom var resultatet af flere års målrettet arbejde. Området har yderligere potentiale, da fire private amerikanske konsortier alle er ved at udvikle private kommercielle rumstationer.

Endvidere, har udviklingen af selskabets wearable teknologi ligeledes medført, at DAC har opnået støtte fra under Den Europæiske forsvarsfond til deltagelse i ABITS-projektet (Advanced Biometrics In Training and Simulation), hvor DAC skal udvikle indendørs taktisk træningsteknologi, der integrerer medicinsk sensor feedback i det simulerede miljø. Dermed er DAC nu med i to forsvarsrelaterede udviklingsprojekter inden for wearable-teknologi. Samtidig fortsatte DAC arbejdet med interne udviklingsprojekter af forskellige nye bærbare sensorer til helbredsovervågning af astronauter og personer i andre ekstreme miljøer.

DAC har ligeledes bibeholdt og udviklet det gode samarbejde med ESA og NASA, hvilket har resulteret i færdiggørelsen af FERGO-kontrakten med levering af tre færdige FERGO flight rumcykler og en træningsmodel til NASA. NASA forventes i 2023 at opsende 2 af de nye FERGO-rumcykler til Den Internationale Rumstation ISS. Herved vil der være fire DAC rumcykler ombord på ISS, da de to gamle CEVIS-rumcykler i første omgang forbliver ombord i reserve.

Tilmed overdrog ESA Gaintex-kontrakten (Garments for Advanced INsight with TEXtiles), til DAC, som nu er ny hovedleverandør på projektet, samt forlængede kontrakten på support til helbredsovervågning på ISS for 2023, hvilket er en klar bekræftelse af det tillidsfulde samarbejde DAC har med ESA.

Administrerende direktør Thomas A. E. Andersen udtaler:

”Vi er utrolig stolte af den udvikling vi har set hos DAC det sidste år. Gennem de sidste par år har vi målrettet arbejdet på at komme ind på det private kommercielle marked for bemandet rumfart. Så det er helt fantastisk at vi nu har fået fodfæste der og kan supplere vores aktiviteter til de statslige rumaktører, som NASA og ESA, med nye, til det voksende kommercielle marked i USA. Vores medarbejderes ihærdige og kreative tilgang til projekterne er forbløffende og bidrager til at DAC fortsat udvikler sig og vi kan holde os på den teknologiske forkant.”

At DAC for alvor gør sig bemærkede med højkvalitets produkter bekræftes af at DAC fik godkendt hele tre teknologiske eksperimenter, i forbindelse med, den danske ESA-astronaut Andreas Mogensens kommende Huginn-mission til rumstationen ISS her i 2023, hvilket vil hjælpe virksomheden med dets udvikling af nye teknologier til det nye voksende kommercielle bemandede rumfartsområde, så vel som, dets teknologier til ekstreme miljøer på Jorden. Det drejer sig om afprøvning af firmaets Wearable teknologi i rummet, brugen af Virtual Reality sammen med DAC’s motionsudstyr, samt test af vandrensningsteknologier via Aquaporin Space Alliance.

”Vi er hos DAC meget spændte på at følge Andreas Mogensens mission i 2023 og taknemmelige for at have fået tildelt en så betydelig del af hans sparsommelige tid til vores eksperimenter på ISS. Det viser, i vores optik, ikke blot en tillid til vores teknologier, men samtidig at vores strategi og udvikling fortsat holder, på både kortere og længere sigt.”

siger administrerende direktør Thomas A. E. Andersen.

Årsrapporten kan findes her:

https://www.danishaerospace.com/en/investor-relations

 

For yderligere oplysninger:

Thomas A. E. Andersen,

Administrerende direktør, Danish Aerospace Company A/S

Mobil: +45 40 29 41 62,

E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.