Danish Aerospace Company A/S har skrevet kontrakt på levering af sin nye generation af motionscykler til NASA. Det er første gang NASA bestiller DACs nye generation FERGO-rumcykel.
Danish Aerospace Company A/S i Odense har i dag underskrevet første del af en ny indkøbsordre med Jacobs Engineering i USA på levering af FERGO-rumcykler (FERGO: Flight ERGOmeter) til NASA. NASA bliver dermed den første kunde til DACs nye generation af rumcykler – FERGO som har været under udvikling i Selskabet som et internt udviklingsprojekt i de sidste tre til fire år.
Den første FERGO-rumcykel skal leveres til USA i foråret 2020, og den første opsendelse af de nye FERGO-rumcykel til Den Internationale Rumstation forventes at finde sted i starten af 2021.
Administrerende direktør i DAC, Thomas A. E. Andersen, glæder sig over den nye store ordre.
”Vi har i løbet af de seneste tre til fire år investeret i udviklingen af FERGO for at være klar til denne dag, hvor NASA valgte at udskifte de efterhånden aldrende CEVIS-rumcykler. Derfor er det en meget stor glæde, at denne ordre er kommet i hus. Behovet for daglig motion for astronauterne på Den Internationale Rumstation ISS er der hele tiden, og de skal motionere mindst to timer hver dag for at kompensere for manglen på tyngdekraft i rummet.
Vores nuværende CEVIS-rumcykler har været ekstremt pålidelige og skaffet os et rigtig godt omdømme, som har været med til at bane vejen for den nye kontrakt.” siger Thomas A. E. Andersen.
Det er første gang i 9 år at NASA, via sine amerikanske underleverandører Jacobs Technology, bestiller nye rumcykler i Danmark. FERGO skal erstatte DACs nuværende CEVIS-rumcykler på den Internationale Rumstation ISS.
DAC har siden 1992 bygget og leveret 10 Shuttle Cycle Ergometer rumcykler til NASAs rumfærgeprogram og 4 CEVIS-rumcykler (Cycle Ergometer with Vibration Isolation System) til Mir og den Internationale Rumstation ISS, samt en lang række opgraderinger og reservedele over årene. DAC har siden 1993 haft løbende vedligeholdelseskontrakter med forskellige NASA-underleverandører på rumcyklerne ved deres brug på rumfærgerne, den nu pensionerede russiske rumstation Mir og i dag på ISS.
DAC begyndte i slutningen af firserne at udvikle rumcykler på kontrakt for den Europæiske rumfartsorganisation ESA, hvorefter NASA fik øjnene op for DACs rumcykle og skiftede til dem. DAC har siden været fast leverandør til NASA (Da NASA ikke kan indgå direkte kontrakter med udenlandske firmaer, sker det via en af NASAs underleverandører Jacobs Technology).
Den samlede ordren bliver på over 10 millioner kroner og strækker sig over to år, med levering af 1 træningscykler og 2 flight cykler, samt en række reservedele til NASAs underleverandør Jacobs Technology.
For yderligere oplysninger:
Danish Aerospace Company A/S:
CEO Thomas A.E. Andersen
Mobil: +45 40 29 41 62
Tlf.: +45 63 10 70 17