Bestyrelsen for Danish Aerospace Company A/S har i dag godkendt delårsrapporten for 1. halvår 2019. Rapporten er urevideret.
Hovedaktivitet
Danish Aerospace Company A/S’ (DAC) hovedaktivitet er at udvikle innovative teknologiske løsninger til brug for udforskning af rummet og i andre ekstreme miljøer. Det omfatter design, udvikling og produktion af medicinsk måle- og motionsudstyr, samt support i forbindelse med forberedelse og gennemførelse af bemandede rumflyvninger. DAC er børsnoteret på Nasdaq First North Growth Market i København.
Hovedpunkter for 1. halvår af regnskabsåret 2019
· Omsætningen udgjorde DKK 10,3 mio.
· Driftsindtjening (EBITDA) androg DKK 1,2 mio.
· DAC’s egenkapital androg DKK 18,3 mio. pr. 30. juni 2019.
· Selskabet blev optaget til handel på Nasdaq First North Growth Market i København med første handelsdag den 27. maj 2019.
· DAC indgik i juni 2019 en ny kontrakt med Jacobs Technology, USA, vedrørende salg af de nye FERGO-rumcykler til NASA.
Ledelsesberetning
DAC indgik i juni 2019 kontrakt med Jacobs Technology i USA på levering af firmaets nye FERGO-rumcykler til NASA. Kontrakten er den første del af ordren og dækker den del af arbejdet som ligger i NASAs nuværende finansår (1. oktober 2018 til 31. september 2019). Den anden del af ordren forventes i fjerde kvartal i år. Den samlede ordre strækker sig over NASAs indeværende og kommende finansår, og forventes at udgøre ca. DKK 10 mio. i alt. Ordren har været i støbeskeen et stykke tid, og er gjort mulig p.ga. firmaets interne udviklingsprojekter i de sidste tre år. Den første FERGO-rumcykel skal leveres til USA i foråret 2020, og den første opsendelse af de nye FERGO-rumcykler til Den Internationale Rumstation forventes at finde sted i 2021.
DAC’s prototype af det nye kombinerede motionsudstyr E4D (European Enhanced Exploration Exercise Device), som er under udvikling på en ESA-kontrakt, var i foråret på NASA’s Johnson-rumcenter i Houston, Texas, til tests. E4D-motionsudstyret kombinerer cykling, roning, tovtrækning og mere end 29 andre vægtløftningsøvelser i ét udstyr.
Herudover havde DAC en tilfredsstillende tilgang af nye kontrakter, forlængelser og tillæg til eksisterende udviklings- og servicekontrakter, og DAC fortsatte med at supporte fitness og helbredsmålinger på Den Internationale Rumstation med DAC’s udstyr under kontrakt med ESA. De regelmæssige helbredsovervågninger af astronauter på rumstationen supportes direkte fra DAC’s kontrolcenter i Odense.
DAC bestod i første halvår sit regelmæssige tilsynsaudit, som er et check af selskabets AS/EN9100 standard, rev. D kvalitetsstyringssystemsgodkendelse, af Bureau Veritas.
DAC blev optaget til handel på Nasdaq First North Growth Market i København den 27. maj 2019, efter en vellykket IPO-proces og megen positiv omtale i medierne.
CEO, Thomas A. E. Andersen siger:
”Første halvår af regnskabet 2019 har stået i børsnoteringens tegn og vi har fortsat udviklingsarbejde på E4D-motionsudstyret. I slutningen af halvåret har vi skrevet kontrakt på leveringen af de nye FERGO-motionscykler til NASA.
Med sidste års kontrakt med ESA på det nye E4D integrerede motionsudstyr og den nye FERGO kontrakt, er firmaet på vej til at indtage en ledende position på verdensplan for motionsudstyr til rumfart.
Vi fastholder forventningerne til de i virksomhedsbeskrivelsen af 7. maj 2019 udmeldte omsætnings- og resultatforventninger til hele regnskabsåret 2019.”
Forventninger til regnskabsåret
Danish Aerospace Company A/S forventer fortsat en god driftsindtjening i andet halvår 2019, og arbejder målrettet med nyt internt udviklingsprojekt til et lovende område inden for rumfart og til det kommercielle marked for ekstreme miljøer.
Forventningerne til årets omsætning og indtjening, som angivet i DACs Virksomhedsbeskrivelse i forbindelse med børsnoteringen den 27. maj 2019, fastholdes:
· En omsætning i niveauet DKK 21-25 mio.; og
· Et positivt driftsresultat (EBITDA) i niveauet DKK 3,0-4,5 mio.
Vedhæftet fil: DAC halvårsrapport..... https://www.danishaerospace.com/images/annualreports/DAC_Halvrsregnskab_2019_-_ver9.pdf
For yderligere oplysninger:
Danish Aerospace Company A/S:
Bestyrelsesformand Niels Heering
Mobil: +45 40 17 75 31
CEO Thomas A.E. Andersen
Mobil: +45 40 29 41 62
Om Danish Aerospace Company A/S:
Danish Aerospace Company er en højteknologisk virksomhed, der arbejder med avanceret medicinsk udstyr og andre tekniske områder primært inden for rumfart og andre ekstreme miljøer.
Vores produkter er baseret på mange års specialiseret forskning og udvikling. Dette består i design, integration og anvendelse af såvel nye som etablerede medicinske teknologier til de udfordringer og anderledes betingelser, der findes i rummets vægtløshed. Disse produkter er med til at bringe teknologien fra rumfart, og erfaring fra ophold i rummet, ned på Jorden til gavn for almindelige mennesker.
Danish Aerospace Company beskæftiger ingeniører og teknikere indenfor både mekanik, elektronik og software der leverer avancerede tekniske produkter og teknisk service til vores kunder. Vi specialiserer os i kundespecifikke design, udvikling, produktion, certificering, vedligeholdelse, afprøvning og drift af medicinsk udstyr til bemandet rumfart. Til dato er omkring 3 ton af firmaets udstyr blevet sendt i rummet.
Firmaets kvalitetssystem er certificeret i henhold til BS EN ISO 9001:2015, BS EN 9100:2018 technically equivalent to AS9100D som er den anerkendte standard på området.