I dag er det præcist 20 år siden vores CEVIS rumcykel blev installeret for første gang på den Internationale Rumstation, i kredsløb om Jorden. Siden har den været astronauternes trofaste motionspartner i rummet og er blevet brugt i gennemsnit 30 minutter hver eneste dag af 170 forskellige astronauter på rumstationen.

Baggrund

I marts 2001 opsendte NASA for første gang DAC’s CEVIS rumcykel med rumfærgen Discovery til den Internationale Rumstation (ISS), hvor den efterfølgende blev installeret den 28. marts 2001. Siden har det været en lang og vedholdende rejse.

Med 16 omkredsninger af Jorden per dag, på hver 42.650 kilometer, bliver det til små 5 mia. kilometer (4.981.520.000 km) som vores rumcykler har tilbagelagt ombord på rumstationen. Sammenlagt er de blevet brugt af mere end 170 forskellige astronauter, her i blandt også vores danske ESA-astronaut Andreas Mogensen.

CEVIS igennem årene på ISS (Foto: NASA)

CEVIS blev i sin tid udviklet af DACs dygtige ingeniører og har vist sig ekstrem pålidelig, og har derved været en af DAC’s største succeshistorier.

Det var med stor spænding, at den første CEVIS, den 8. marts 2001, blev sendt afsted fra Jorden for at bo permanent i rummet. Næsten en måned skulle der gå før den for første gang blev taget i brug, den 3. april 2001, af rumstationens anden besætning; Jury Usachov, James S. Voss og Susan Helms. Siden har den været en trofast og pålidelig del af astronauternes hverdag på ISS.

Administrerende direktør Thomas A. E. Andersen, som har været en del af DAC siden starten i 1988, er også utrolig stolt;

”CEVIS er et lysende eksempel på, hvad vi hos DAC bestræber os på, i alt hvad vi udvikler. Udstyr, der fra ide til slutbruger er gennemtænkt i forhold til nøjagtighed, pålidelighed, funktionalitet og innovativt software der opfylder slutbrugerens specifikke ønsker. Jeg er utrolig stolt over, hvad CEVIS har præsteret i årenes løb, som er i tråd med både vores grundholdninger og kvalitetspolitik.

CEVIS har med sine 20 år i rummet vist at DAC - og vi i Danmark - kan udvikle og bygge ekstremt pålideligt rumudstyr. Selvom CEVIS efterhånden er ved at være af ældre dato, så bliver den stadig flittigt brugt hver uge. CEVIS kan dog snart se frem til pensionering, når vores nye FERGO-rumcykel kommer ombord.”

Der er i tidens løb sendt tre flight modeller CEVIS rumcykler ud til rumstationen. De har undervejs også været hjemme igen på jorden, i Odense, til check og service. Hver gang har de vist sig at være inden for kalibreringen. I dag er de tre rumcykler alle igen om bord.

Til trods for den omhyggelige dokumentation af placeringen af alt udstyr på ISS, forsvandt CEVIS nr. 1002 for nogle måneder siden på ISS. Den blev heldigvis fundet igen forrige uge, efter besætningens omhyggelig eftersøgning, hvor det viste sig den havde forputtet sig langt inde i PMM-opbevaringsmodulet.

DAC har været med hele vejen, og følger løbende med fra firmaets kontrolrum i Odense, når CEVIS bliver brugt til astronauternes regelmæssige helbredsovervågninger.

Hårdt arbejde

Som en vigtig del af astronauternes daglige træning bliver CEVIS flittigt brugt, da alle astronauter skal træne mindst to timer hver dag for at holde sig i form.

Det er vigtigt for, at astronauterne kontinuerligt kan holde den fysiske form under de specielle forhold med vægtløsheden, der findes i rummet. Manglen på effekten af tyngdekraften gør nemlig, at knoglemassen falder, samt muskler og kredsløbet svækkes hurtigere end på jorden.

På ugentlig basis har astronauterne benyttet rumcyklen 2-7 gange i 30-90 minutters sessioner. Det svarer til at CEVIS har kørt i gennemsnit 30 minutter hver dag de sidste 20 år. Så man må sige at den har udvist både uhyre pålidelighed og stabilitet.

Pensionen nærmer sig

CEVIS forventes at gå på pension i løbet af de kommende år, hvor den erstattes af DAC’s nyeste rumcykel FERGO (Flight ERGOmeter). Den nye rumcykel ligner på mange måder sin forgænger, men har dog en del flere features, samt et mere moderne design.

Vi takker CEVIS, NASA og ikke mindst teamet bag, for mange års tro tjeneste.

Er du interesseret i de nærmere specifikationer, kan du læse mere om CEVIS eller FERGO på vores hjemmeside: Produkter - Danish Aerospace Company

For yderligere oplysninger:

Thomas A. E. Andersen, Administrerende direktør, Danish Aerospace Company A/S
Mobil: +45 40 29 41 62, Email: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.